Tilskudsmuligheder i Danmark
Økonomisk hjælp til tandpleje
Personkreds: Børn og unge Alle børn og unge mellem 0-18 år er omfattet af vederlagsfri (gratis) forebyggende og behandlende kommunal tandpleje. Dette tandplejetilbud tilbydes på offentlige klinikker og hos praktiserende tandlæger, der har indgået aftale med kommunen.
Personkreds: Voksne
Voksne (fra 18. år) kan efter forskellige ordninger opnå tilskud til deres tandpleje.
Sygesikringens tilskud
Personkreds: Gruppe 1 og gruppe 2 sikrede
Den offentlige sygesikring yder tilskud til almindelige tandbehandlinger.
• Undersøgelse
• Tandrensning
• Fyldninger – dog ikke alle
• Rodbehandlinger
• Tandudtrækning
• Parodontalbehandling
Tilskuddet varierer og udgør som gennemsnit 30 % af prisen. Tilskuddet bliver fratrukket regningen.
For de fleste behandlinger er der aftalt en fast pris med sygesikringen og dermed en fast egenbetaling.
Omsorgstandpleje
Personkreds: Personer med psykisk eller psykisk handicap
Omsorgstandpleje er et kommunalt tilbud til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap har svært ved at komme til tandlæge.
Behandlingen kan efter eget valg ske på en kommunal klinik eller hos en praktiserende tandlæge.
Den kommunale hjemmepleje visiterer borgere til omsorgstandplejeordningen. Kommunen har ret til at opkræve en mindre egenbetaling (maksimalt årligt 390,00 kr. i 2005).
Skader på grund af ulykker
Personkreds: Personer, der får tandskader på grund af ulykkestilfælde.
Kommunerne skal yde økonomisk støtte til tandproteser (undtagelsesvis fast protetik) til personer der får funktionelle ødelæggende eller vansirende tandskader på grund af et ulykkestilfælde. Støtten bortfalder, hvis skaden er dækket af en privat forsikring.
Amtskommunaltandpleje
Personkreds: Børn og unge under 18 år med manglende tandanlæg eller –dannelse (aplasi)
Amtsrådet skal tilbyde et vederlagsfrit tilbud om tandpleje, hvis lidelserne ubehandlet medfører en varig nedsættelse af tyggefunktionen eller giver et kosmetisk problem. Tandlægen skal i god tid inden det fyldte 18. år, henvise patienten til det lokale amt/region.
Personkreds: Sindslidende og udviklingshæmmede m.fl.
Amtsrådet skal tilbyde tandpleje til sindslidende og psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan gøre brug af de almindelige kommunale tandplejetilbud (omsorgstandpleje m.m.) eller komme til en praktiserende tandlæge.
Amtsrådet kan bestemme, at modtagerne selv skal betale en del af udgiften (maksimalt årligt 1450,00 kr. i 2005). Behandlingen er dog gratis for børn og unge under 18 år.
Personkreds: Personer med tandskader som følge af kemoterapi eller strålebehandling eller personer med Sjøgrens Syndrom. Amtsrådet skal yde et særligt tilskud til kræftpatienter, der har betydelige tandproblemer som følge af strålebehandling eller kemoterapi.
Samme ordning gælder for patienter, der lider af Sjøgrens Syndrom.
Egenbetalingen inden for en periode på 12 måneder kan maksimalt udgøre 1450,00 kr. (2005).
Tandpleje i sygehusregi
Personkreds: Patienter med kræft i hoved- hals regionen som er blevet fokussaneret inden stråle- og/eller kemobehandling
Patienter som efter 1. januar 2005 er blevet fokussaneret – dvs. har fået fjernet dårlige tænder for at undgå komplikationer fra tænderne under cancerbehandlingen, har ret til efterfølgende vurdering hos hopitalstandlægen. Tandlægen vurderer mulighederne for evt. at erstatte de tænder, som er mistet i forbindelse med fokussaneringen. Denne behandling kan foretages enten på sygehusets afdeling for tand-, mund- og kæbekirurgi, på Tandlægeskolerne eller i privat praksis.
Behandlingen er vederlagsfri (gratis).
Helbredstillæg og personlige tillæg til pensionister
Personkreds: Folke- og førtidspensionister
Helbredstillæg (Pensionsloven § 17a)
Helbredstillægget dækker op til 85 % af egenbetalingen for tandlægeydelser, hvortil den offentlige sygesikring yder tilskud. Endvidere kan der ydes støtte til aftagelige proteser.
Størrelsen af helbredstillægget er afhængig af pensionistens indtægter og formue.
Ansøgning om helbredstillæg sendes til bopælskommunen.
Personligt tillæg (Pensionsloven § 17,2)
Det personlige tillæg dækker rimelige og nødvendige helbredsrelaterede udgifter, hvis pensionisten er i en vanskelig økonomisk situation.
Tillægget kan omfatte den resterende egenbetaling efter helbredstillægget og det personlige tillæg og kan ydes til behandlinger, som sygesikringen ikke yder tilskud til.
Erstatning til ofre for vold
Personkreds: Ofre for vold
Der er mulighed for at få dækket udgifter til tandbehandling efter vold (overfald). Der ydes som udgangspunkt kun erstatning, hvis skaden er meldt til politiet.
Hvis skadevolderen er kendt, skal skadelidte rejse krav om erstatning i forbindelse med en eventuel straffesag.
Den frivillige sygeforsikring ”danmark”
Personkreds: Indmeldte medlemmer
Der er mulighed for at få økonomisk tilskud til forebyggelse og behandlinger foretaget hos bl.a. tandlæger fra den frivillige sygeforsikring ”danmark”. Kriteriet for at modtage tilskud er, at man er medlem af ”danmark”. Man kan optages som medlem, hvis man er rask og under 60 år. Størrelsen af tilskuddet afhænger af, hvilken gruppe man er forsikret i. Yderligere oplysning kan fås hos ”danmark” www.sygeforsikring.dk.
Kilde: Dansk Tandlægeforening.